FL Partners har rådgivet DAI i forbindelse med salget til Qflow Group, en nordisk rådgiverkoncern inden for byggeri og infrastruktur. Med transaktionen får DAI et solidt afsæt for fremtidig vækst og udvikling i et stærkt fællesskab, samtidig med at virksomhedens lokale forankring og identitet bevares.
DAI er en rådgivende ingeniørvirksomhed med omkring 70 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, Horsens og Silkeborg. Virksomheden har gennem årtier markeret sig som en betroet samarbejdspartner for både offentlige og private bygherrer, særligt inden for det almene boligbyggeri samt sundheds- og undervisningsområdet. DAI er kendt for sit stærke fokus på bæredygtighed, helhedsorienteret projektledelse og en jordnær tilgang, hvor nærhed, tilgængelighed og kvalitet går hånd i hånd. Denne kombination har givet virksomheden en lang række langvarige kunderelationer og en central position i den danske byggebranche.
Qflow Group er en hurtigt voksende nordisk rådgiverkoncern, der samler og styrker førende ingeniørrådgivere inden for byggeri og infrastruktur på tværs af Skandinavien. Koncernen bygger på en decentral model, hvor de enkelte virksomheders særkende, netværk og kultur bevares, samtidig med at et stærkt fælles bagland tilfører kompetencer, uddannelsesprogrammer og kapacitet til at løfte større projekter og skalere udvikling på tværs af gruppen.
Som en del af Qflow fortsætter DAI under samme navn, fra de samme lokationer og med de samme medarbejdere – nu med adgang til en større vidensbase, stærkere referencer og nye samarbejdsmuligheder i Skandinavien.
Det har været en fornøjelse at rådgive DAI i denne vigtige transaktion, og vi ser frem til at følge næste kapitel i virksomhedens rejse under Qflow Group.

